← Alle indlæg

· AI altså!

Når kunden lader ChatGPT dømme designet

AI er god til at pege på mulige problemer. Den er dårlig til at afgøre, om et website faktisk virker for dem, der skal bruge det.

Det sker oftere nu: jeg sender et designudkast, og kunden svarer med en liste. Ikke deres egen. En liste fra ChatGPT eller Claude — “fejl”, “manglende hierarki”, “for lidt kontrast”, “CTA er uklar”.

Jeg har prøvet at gøre det samme selv. Samme udkast. Samme model. Første runde: tre kritikpunkter. Jeg rettede dem. Anden runde: tre nye — og et par af dem handlede om det, jeg lige havde ændret efter første runde. Tredje runde: den kritiserede igen noget, den selv havde foreslået tidligere.

Det er ikke, fordi modellerne er ubrugelige. Det er, fordi de er bygget til at levere et svar, når du beder om fejl. Spørger du efter problemer, får du problemer. Også når designet egentlig holder til opgaven.

Et website bliver ikke godt, fordi en chatbot er tilfreds. Det bliver godt, når en konkret målgruppe kan finde det, de skal, forstå tilbuddet, og når brandet ikke ligner alle andre “AI-sikre” layouts med de samme fonte og den samme luft.

Derfor bruger jeg AI i produktionen — til tempo, struktur, udkast og versionering. Men jeg bruger ikke AI som facit i en feedbackrunde med kunden. Så bliver samarbejdet hurtigt et pingpong-spil, hvor listen aldrig stopper, fordi der altid kan findes noget mere.

Min regel lige nu er enkel: AI må gerne være med i feedback. Den må ikke være dommeren. Dommeren er stadig brugeren, målene og den faglige vurdering af, hvad der skal gå live.

af Kasper Bach · Studio IV