← Alle indlæg

· AI altså!

Når aviser sagsøger OpenAI er det alle digitale producenter der taber

Seattle Times og Newsday går nu til domstolene mod OpenAI og Microsoft. Men når juridiske afdelinger overtager dialogen, mister vi alle chancen for at lære hinanden at kende.

Jeg sad i går og læste om Seattle Times og Newsday, der nu tilslutter sig rækken af medier som sagsøger OpenAI og Microsoft for krænkelse af ophavsret. Samme historie som New York Times og mange andre. Juridiske afdelinger formulerer krav, advokater udarbejder processkrifter, og så venter vi alle på at retssystemet skal afklare noget der grundlæggende handler om samarbejde, ikke paragraffer.

Problemet er at når først dialogen bliver en retssag, så stopper læringen. Jeg har arbejdet med digitalt indhold i 30 år, og jeg ved at den bedste måde at beskytte kvalitet på er at få folk til at forstå hvordan det skabes. Men når OpenAI skal forholde sig til sagsøgere i stedet for samtalepartnere, så lukker de ned. De udvikler ikke forståelse for hvordan journalistik faktisk fungerer. De lærer ikke at skelne mellem en nyhedsartikel der kræver research og et pressemeddelelse-genoplæg.

Det samme gælder den anden vej. Medierne lærer ikke hvordan sprogmodeller faktisk arbejder med deres materiale, hvordan citations kan implementeres, hvordan tekniskeløsninger kunne se ud. I stedet får vi to lejre der taler gennem advokater. Det er det modsatte af den dialog vi burde have, hvis vi vil bygge AI-systemer der respekterer kvalitet.

Jeg forstår frustrationen. Når dit indhold bliver brugt til at træne systemer der potentielt kan konkurrere med dig, så føles det som tyveri. Men løsningen er ikke at vente tre år på en domstolsafgørelse der sandsynligvis bliver appelleret. Løsningen er at få OpenAI, Anthropic og resten til at sidde ned med dem der faktisk laver indhold, og finde ud af hvordan træningsdata og citationer kan håndteres ordentligt.

Vi har brug for tekniske standarder for attribution. Vi har brug for systemer hvor sprogmodeller kan linke tilbage til kilder på en måde der faktisk giver trafik og synlighed. Vi har brug for aftaler om kompensation der ikke kræver et helt advokatfirma at administrere. Men ingen af de ting bliver udviklet imens parterne står i hver sin skyttegrav og sender papirer til hinanden.

Jeg arbejder med kunder der skal producere websites, design og indhold i en tid hvor AI er blevet et centralt værktøj. De spørger konstant om kvalitet, om troværdighed, om hvordan man sikrer at kilder bliver krediteret. Og jeg kan ikke give dem gode svar, fordi de store spillere bruger deres energi på retssager i stedet for at udvikle ordentlige praksisser sammen med dem der rent faktisk skaber indholdet.

Det er ikke naivt at forvente samarbejde. Det er nødvendigt. For lige nu taber alle. Medierne får ikke kompensation mens sagerne kører. OpenAI får ikke den faglige indsigt der kunne gøre deres modeller bedre til at håndtere kvalitetsindhold. Og vi andre der arbejder med digital produktion får ikke de standarder og værktøjer vi har brug for. Juridiske afdelinger kan vinde sager. Men de kan ikke bygge en branche der fungerer.

af Kasper Bach · Studio IV